DEN påstand kunne jeg godt tænke mig, du udbyggede med en henvisning til lovteksten, hvori det står?
For du har desværre ikke ret i din påstand:
1) Du må fx ikke uden videre udnytte vinden ved at sætte vindmøller op uden tilladelse.
Staten kan faktisk også pålægge dig, hvilken højde du max. må bygge i.
2) Du må ikke grave efter olie el. lign. uden tilladelse. (og hvis du finder olie tilhører det staten!)
Så - nej! Man ejer faktisk ikke luften over eller jorden under sin grund!
Der var et rigtigt godt indlæg tidligere i tråden som beskrev det.
Jeg faldt bare lige over denne tekst for noget tid siden:
Spørg Scientariet har modtaget dette spørgsmål fra Peter N:
»Jeg har længe gået og tænkt over, om der er regler for, hvor dybt ned i jorden ens grund går? Man kunne forestille sig et fremtidsscenarie, hvor vi ikke bygger i højden, men i stedet ned i selve jorden. Er der regler for den slags?«Christian Peter Hansen, landinspektør ved Landinspektørfirmaet LE 34, svarer:
»Der er ingen regulering af, hvor langt ned man ejer sin ejendom eller for den sags skyld hvor højt op. På et tidspunkt når man dog ned, eller op, til et sted, hvor man ikke længere anser det for privat ejendom, men der eksisterer ikke en defineret grænse.
I almindelighed kan man sige, at så langt ned eller op, man privatøkonomisk kan udnytte sin ejendom, har man også ret til det. Det være sig ved grusgravning, pumpning af grundvand fra privat brønd eller etablering af vindmøller m.m.
Et eksempel, der kan illustrere emnet, er de metrolinjer, der eksisterer i Københavns undergrund. De tunneller, togene kører i, er beliggende 20-30 meter under jordoverfladen. Her har man tinglyst en servitut og pålagt de ejendomme, hvorunder tunnelen er, at der over tunnelen maksimalt må bygges i en højde af fem etager og funderes i en vis dybde (f.eks. 8,8 meter). Det blev dengang vurderet af kommissarius og Taksationskommissionen, at servitutten ikke havde begrænsende virkning på udnyttelsen af ejendommene, hvorfor ejendommenes værdi ikke blev forringet, og der derfor ikke skulle ydes erstatning.
Der eksisterer dog også eksempler på, at der privatøkonomisk bliver udvundet råstoffer i store dybder i Danmark, hvorfor man ikke kan sige, at der eksisterer en grænse i 20 meters dybde. Olie, gas m.m. tilhører dog staten, selvom man skulle finde det under sin egen ejendom. Umiddelbart er det altså ikke selve ejendomsretten, der skal forventes problemer fra, hvis man i fremtiden begynder at bygge nedad. I stedet vil det være den offentligretlige regulering (byggelov, bygningsreglement, lokalplaner, planlov m.m.), der skal tilpasses situationen.«