Har lige afsluttet bygget en DH 60 Fløjte Marie bygget efter tegning i Modelflyvenyt 1/86. Jeg ”kom til” at købe en OS FS-26 Surpass på Ebay til en ublu pris, og så var det oplagt at bygge en Fløjte Marie – Igen !
Første gang jeg byggede en Fløjte Marie var i 1988, og denne blev motoriseret med en OS FS-20. Flyvning ved solnedgang, hvor solen glimter i den sølvfarvede beklædning, og 4-takterens lyd glemmer man aldrig.
Fantastisk motor denne OS FS-20, men 26’eren kan trække en lidt større mølle og kan drosles mere ned. Og så kommer 26’eren med et påmonteret trykadapter (”dæmper”).
Fløjte Marie er ikke meget skala, men simpelt konstrueret og hurtig og nem at bygge. Og meget velflyvende hvis man ikke flyver i for meget blæsevejr.
Til min første Fløjte Marie lavede jeg et cowl i glasfiber, som jeg dog aldrig gjorde færdig. Det var synd at gemme OS 20’eren væk. Og jeg synes stadig, at det er synd at gemme OS-motoren væk når modellen trods alt ikke er mere skala.