Hej,
Jeg købte tidligere på året en CARF Extra med DA-50R med canister. Desværre har jeg svære kvaler med motoren. Nogen gange starter den den som en mis - andre gange (langt de fleste gange) kan jeg overhovedet ikke få den i gang. Motoren har en del år på bagen og har nok ikke samme kompression som en fabriksny.
Jeg har skiftet til helt ny karburator, tank, klunk med filter, brændstofslanger, tændrør (NGK CM-6) og pakninger og stadig er det virkelig et spil i lotteriet om jeg kan få liv i den eller ej. Jeg har desuden checket reed ventiler og sørget for at de lægger pænt til.
Der er fint flow i brændstofsystemet og den nye karburator er indstillet til fabriksstandarden. Jeg kan sagtens få den til at suge brændstof ind og den "prutter" også fint med fuld gas og tænding. Herefter starter motoren næsten (kører i meget kort tid (0,5 sekund) og går i stå). Dette bliver ved uanset hvor lang tid man har energi til at slå til propellen. Man kunne tro at den mangler brændstof og jeg har prøvet at skrue mere op for "low needle", men det ændrer ikke noget. Jeg benytter Aspen benzin.
Er der nogen, der har haft tilsvarende udfordringer og måske kan komme med et bud på, hvad der kunne være galt?
Mvh og tak på forhånd Jan