Lidt småjusteringer på tegningen, så blev der printet en 'færdig' version af spinneren.
Når printet er færdigt skal det renses og hærdes, lyder let nok, men som alt andet kan det gøres mere eller mindre let.
Efter at prøvet det et par gange og studeret diverse mere eller mindre intelligente YouTube indslag er min proces nogenlunde som følger:
1. Vip printet af byggepladen medens det stadig hænger på hovedet i printeren.
Ingen grund til at tage hele byggepladen ud og dryppe resin over det hele, eller for den sags skyld vaske byggepladen af, den skal jo direkte tilbage i resinen.
Og så har det jo den fordel for "mr. glemsom" her at man ikke glemmer at sætte byggepladen på plads før næste print
2.Skyl overskydende resin af i skyllebad nr.1
Med en pensel (blød tandbørste) fjernes den flydende resin fra printet, går nemt og hurtigt, ca. 1 minuts tid afhængig af hvor mange hjørner og kroge der skal renses.
Når jeg skriver skyllebad nr.1 er det fordi det benyttes gang på gang og derfor indeholder rester/flager af resin fra tidligere rensninger, ikke noget problem men der skal i et 'rent' skyllebad bagefter.
3. Kom printet i varmt vand for let at kunne fjerne support
Bemærkede at flere nævner dette, varmt vand fra hanen i en kop, printet kommer i en 5-10 sekunder, op igen, hiv support af, går super nemt.
4. Skyllebad nr.2
Dette skal være absolut rent, der børstes videre med en frisk pensel, karret rystes (hvis du har låg på), en tur i ultralydsrenseren.. det væsentlige er at få en ren overflade på printet uden nogle 'nullermænd'. Denne del tager 2-3 minutter. Skyllebad henstilles derefter i solskin/uv-lys for at hærde de resin rester der måtte være, og da resinen har højere vægtfylde bundfælder det sig som 'slam'.
5. Tilbage i varmt vand og så UV hærdning
HVAD, jo, den er god nok, tilbage i varmt vand i et klart bæger og så hærdning i solskin eller UV hærdekasse.
Tog lidt tid at forstå denne del, men første del af forklaringen er at resinen hærder bedst i et ilt frit miljø, der er lidt fri ilt i vandet, men langt mindre end i atmosfæren.
En anden del af forklaringen er fra en af de resiner jeg kæmpede med, skulle være stærk men var super sprød, fandt endelig et datablad der sagde at den skulle UV hærdes ved 40-60 grader for at tage indre spændinger.. og hvordan klarer man det 'på køkkenbordet' = varmt vand
Vand blokerer for dele af lys spektret, men heldigvis ikke den bølgelængde der benyttes her, til gengæld hjælper vandet med at fordele lyset jævnt.. har kun gode erfaringer med det indtil nu.
Lyder måske omstændigt, men det er fordi det er forklaret.. det er super nemt, af med print, grovskyl, support af, finskyl, til hærdning, videre i verden
En 3mm rival til lige at rense alle hullerne op, ganske lidt der skal tages af (rival kan drejes pr. fingerkraft).
Som vanligt et uskarpt billede til sidst, afventer at der kommer regulator på motoren så det kan testes om konceptet 'holder'.